SYSTEMBRUD OG BEVIDSTHEDSOPVÅGNING

__________________

Det, der bevæger sig i os lige nu, kommer fra langt mere end bare vores egne forældre. Det er et mønster, der har levet i århundreder – måske i tusindvis af år.

En forlængelse, en linie, en cirkel. En cellulærting, vi ikke rigtigt kan se.

Det er en social arv. En biologisk arv. Energetisk arv. Og når vi tænker på den slags ord, så hører vi indeni blot det, der smerter i eget liv.

Og det er kommet så vidt, at kroppen er fuldstændigt færdig med at ville bære den slags alene. Vores egen krop, og den store krop. Den, der er så stor at vi hver især blot er en lille celle i et kæmpe stort system.

Det er mønsteret bag mønsteret, der bryder op. Et mønster, der er så gammelt, at vi har glemt, det eksisterer.

Et mønster, der har forvekslet sig selv med virkelighed og egen næsetip.

Det har bevæget sig gennem generationer som kodet overlevelse via udertrykkelse som kontrol. Funktion som kærlighed. Tavshed som styrke.

Det har printet sig ind i biologien. Epigenetisk som nedarvet stress. Neurobiologisk som forvredet co-regulering. Psykoåndeligt som fravær af et selv.

Tankemæssigt i tanker uden tanker - og massevis af tanker uden omtanke. Nu på det sted i den kollektive bevægelse, hvor kroppen ikke længere vil være med.

Den personlige smerte er reel. Det enkelte menneskes kamp må anerkendes. Måske den faktisk er mere reel end noget andet i disse tider. Alt, hvad der er blevet følt, fornægtet, holdt ud og båret videre – det har sat spor. I kroppen, den store og den lille. I nervesystemet. I cellerne. I sindet.

Der ses via tydelige symptomer. Både i den enkelte og hinandens: Autoimmune reaktioner, kroniske trætheder, fragmentering, følelsesløshed, stress-respons i hvile.

I Danmark mere end 400.000 mennesker med autoimmune sygdomme. I USA mere end 50 millioner - og stigende. Forskning viser, at traumer påvirker genudtrykket i op til 4 generationer. Vi snakker om 7 generationer den ene og den anden vej. Med alting. Over 60 % af alle sygemeldinger i Europa i dag skyldes stress og psykisk overbelastning.

Og det, vi ser på, er det vi er...!

Jorden og verden og nyhederne. Som det spejlbillede af alt det, der er indeni. Forblændet, forvirret inflammatorisk. Systemet reagerer som den organisme, der er færdig med at være beholder for det, der er usandt. Og stadigt griner vi af dem, der vil andet. Leve sundt, gøre op og skifte kurs?

Dette handler altså ikke kun om personlig udvikling mere.

Det er større end det. Det handler om menneskets evolutionære skiftepunkt.

Et paradigmeskift fra power over, manipulation af sjælsforbindelse og frakoblet funktion. Et skift i paradigme fra søvngængermasse til nærvær, frihed og liv.

Når feltet af undertrykt sorg, skam, skyld og uforløst smerte overstiger den kapacitet, det kollektive nervesystem kan bære –så tackler det altså igennem, og skriger alarm. Bryder sammen. Kollapser og går i brand. Bliver til en synlig og ægte forstyrrelse.

Som brud i de lag, der før var genstridige og magtfulde. Som dissonans i bølgen af løgn. Som det væv, der bliver tørt, bliver stramt, skrumper sammen.

Fordi følelser, der sidder fast bliver til form. Energi i bevægelse, der stagnerer. Ukærligt shit, der laver larm på linien. Skaber ild, inflammation og sammenbrud. Systemet er blevet for svagt til at holde det nede, holde det dæmpet, holde det dulmet og måske dumt.

For det, der er ved at ske, er ikke kaos.

Det er langt mere end bare åndelig opvågning. Det er neurologisk, epigenetisk og samfundsmæssig nødvendighed.

Og de som ser, ser. Og blindhed er blot bristet kærlighedskobling og hypnosetilstand for et øjeblik, der er færdig med at findes. Afhængighed, perfektionisme og dissociation.

Det er altså ikke karakterbrist…! It’s a thing! Noget, der sker!

Det er biologiske strategier for overlevelse. Når det parasympatiske system ikke får plads, overtager det sympatiske system.

Vi mister knappen til os selv. Kontakten.

Lukker ned for kroppens magiske system, og mister evnen. Evnen til kontakt. Evnen til at stoppe op, sige ja og sige nej. Evnen til selvregulering. Evnen til overblik. Evnen til at mærke. Evnen til kærlighed. Evnen til at tage imod og tage ind.

Vi bliver robotter i et system, der er sygt!

Spirituelt er det, der er igang lige nu forlængst forudsagt.

Fysisk er det konkret og målbart.

Energetisk er det uomgængeligt.

Det enkelte menneskes smerte kan ikke længere ses isoleret, men som del af en systemisk arv.

Et program, der ikke kan tilpasses. Forældet, uforløst og overophedet. Mennesker og celler i celler. Mennesker, der transmittere en opgraderet version.

Løgnen har mistet sit fodfæste.

Og det skifte, vi taler om, er forlængst umuligt at stoppe.

Det er energetisk, cellulært, og det sker nu. I det her nu. Det eneste nu, vi har.

Det bliver ikke pænt. Det bliver ægte.

Og det kræver mod. Mod til at gå med det, der kalder. Forstå systemet. Forstå kroppen. Forstå mekanismerne bag. Forstå os alle og det hele som et hele.

Det er kollektiv bevidsthedsarkitektur i sin fineste form.

Ingen vej uden om.

For bevidsthed, der ej integreres, bliver til glemt information eller smertefuld friktion. Den friktion, der vækker fokus og opmærksomhed.