Fra Stjernestøv til Kontanthjælp..!
Jeg drømte om en stor, lykkelig kernefamilie - en succesrig karriere med masser af fart over feltet, og gerne i en sund, stærk og gudindeagtig krop.
Når jeg skulle giftes med prinsen i mit liv, skulle jeg være smuk, barfodet, ung og dejlig på en strand, hvor sandet var hvidt og havet blåt.
Vi skulle være lykkelige.
Fulde af overskud og værne om alt dét, jeg troede, alle andre havde.
Nære relationer, tryghed, dybe samtaler, omsorgsfuld kærlighed, ingen bekymringer, altid nogen at komme hjem til - fællesskab og berigende familietraditioner.
Vi skulle være forældre, der samlede familien og skabte værdi.
Min drømmepartner og jeg.
Vi skulle leve et liv fyldt med eventyr og højt til himlen, hvor vi sammen kunne blive de perfekte forældre. Og bedsteforældre. Altid være der for ungerne.
Altid være bevidste om de grundlæggende værdier, som skulle skabe bølger af positiv udvikling i alt, hvad vi gjorde og skabte. Vi skulle leve vedkommende og se verden. Og frem for alt være bevidste. Være skarpe. Og aldrig miste fokus.
Kender du det…?
Når du har nogle forestillinger om hvordan det på et tidspunkt vil se ud og føles at være dig, og du holder dig selv kørende fordi du ved, at du når i mål lige om lidt ?
Jeg endte som singlemor, ofte alene og uden kontakt til andre mennesker i dagevis - kontanthjælpsmodtager og sygemeldt og frem for alt med en krop, der allerede som 30årig mindede allermest om et førtidspensioneret hylster, der ikke var i stand til at holde sig selv oprejst…..!
3 gange.
(Og nej - det er ikke en trykfejl….!!!!)
3 gange måtte jeg efter det…! 3 gange før der overhovedet var noget som helst indeni mig, der begyndte at lytte til den der stemme lige ved siden af mig selv, der ind imellem fik hvisket nogle helt utroligt kloge visdomsord.
”Der er noget, som ikke helt er, som det skal være…”
”Er det virkelig sådan her livet skal være…?
”Hvad med den der drøm, du havde..?”
”Måske du lige skulle stoppe op og mærke efter…?”
Som så mange andre havde jeg blot ikke lært, hvad det vil sige at lytte til sig selv. Og slet ikke til sin egen krop. Det var da blot sådan noget mærkeligt noget, man ind imellem hørte om, at nogen af de kendte skuespillere ude i verden var blevet tossede nok oveni hovedet til at begynde at gøre. Tænk sig, at bruge tid på at sidde dér og lytte til sig selv. Vor herre bevares..!
Jeg kunne sagtens høre den.
Stemmen.
Indeni.
Jeg tog den ligesom bare aldrig rigtigt alvorligt. Vidste sådan set ikke at det var meningen, at den rent faktisk var der, fordi den ville mig det absolut bedste. Tog den ligesom aldrig sådan rigtigt ind, som om den reelt var en del af mig – tænkte blot ind imellem ”Pia, stop nu – vi skal bare lige have styr på de sidste ting, så kommer lykken jo lige dér henne rundt om hjørnet, altså”. Lige studere lidt mere, arbejde lidt mere, nå lidt flere mål og præstere bare lige en lille smule mere.
Bare lige… for der manglede altid noget. Noget, jeg lige var nødt til at gøre. Eller skabe. For jeg måtte jo ligesom liiige gøre mig fortjent til at nå i mål.
Allerede tidligt var det sådan. Altid én af de dygtigste til uanset hvad jeg tog fat i. Alligevel aldrig rigtigt helt tilfreds med det, jeg fik afleveret eller præsteret...
- Fantastiske karakterer at vise frem i skolen.
- Fantastiske kærlighedshistorier med overvældende og dybe følelser.
- Stor succes i arbejdslivet.
- Masser af dejlige mennesker omkring mig.
- Masser af selvtillid og gå-på-mod og nysgerrighed på livet.
- Muligheder i bunkevis liggende i én stor gavebod lige foran mig hver eneste dag.
- Et sundt og godt helbred i en krop, der altid var fin og slank og dejlig.
Så hvordan hulan gik det lige til, at jeg formåede at spille mine kort så forkert?
Det så ud som om det perfekte liv stod skrevet i stjernerne – lige til at drysse ned i denne smukke verden og blive til virkelighed – jeg skulle bare gøre det… gribe det. Alligevel gik jeg fra at indeholde det smukkeste stjernestøv til at vågne op en dag som en ægte fuser.
Jeg var aldrig rigtig utilfreds.
Tværtimod!
Jeg var glad for det hele.
Elskede at gå på job.
Elskede mine kolleger. Og ansatte. Rigtigt meget endda.
Elskede at drømme om det perfekte forhold.
Elskede at prøve og skabe det perfekte forhold.
Fik nogle vidunderlige døtre og lærte om fuldstændig og helt aldeles ubetinget kærlighed.
Elskede at være på.
Mødte skønne mennesker. Altid. Mange faktisk – usædvanligt søde mennesker.
Var altid i godt humør – altid klar til at skabe en oplevelse. For andre. Fordi jeg synes de havde fortjent det. Bare fordi, de var til. Intet andet. Fordi det gav mening for mig, at gøre det for andre. Og lade dem føle sig godt tilpas.
Kender du det…?
Når du finder noget og især nogen at gå op i, som kan distrahere dig selv fra at tage din egen lykke helt ind. Den der selvsabotage, der er usædvanligt smukt skjult bag ved idéen og billedet om at der altid er noget, der liige er vigtigere end at få sat dig selv ned, og tænkt godt og grundigt over livet og dine egne værdier?
Så du får sat dig selv på pause. Uden sådan helt at være bevidst om det.
Kender du det..?
For tænk nu hvis du i virkeligheden skulle opdage, at der gemmer sig guld indeni dig – så ville du jo også selv bære ansvaret for at dit stjernestøv kom frem i lyset og give det lov til at lave lidt ravage i det billede, du har skabt som det rigtige.
Og ville det så måske i virkeligheden betyde, at du ville være nødt til at indrømme over for dig selv, at du havde taget fejl. Og havde fået placeret dig selv i et helt forkert scenarie. Og faktisk var blevet til en fuser i forhold til det, der i virkeligheden var din drøm…?
Med tiden skubbede jeg i hvert fald stemmen indeni længere væk – den var der stadig – og når jeg hørte den, så blev jeg mere og mere tydelig overfor den: ”Yes, jeg hører dig – og jeg ved, hvad du mener. Vi tager den næste uge – der er lige noget vigtigt, jeg skal have færdigt først – bare rolig, vi har masser af tid endnu.”
Og sådan gik timerne, dagene og årene. Jeg snød mig selv. Igen og igen.
En dag fandt jeg mig selv længere væk fra min drøm end nogensinde før.
Det, vi gør hver dag - igen og igen – det er dét, der bliver til vores liv…!
Tænk sig at bruge årevis på at være bevidst om, og rent faktisk hver dag beslutte sig for, at alt det, du gerne vil, jamen det gør du først lige omlidt. Problemet er bare at lige omlidt aldrig rigtigt ankommer. Den ligger altid lige dér ude i fremtiden.
Når du lige synes at tiden er bedre til det. Fordi, du tager tiden for givet. Og ikke drømmer om at der nogensinde er grund til ikke at tage denne for givet. Tiden. Og dermed livet.
At tage livet for givet…!
Kender du det…?
Jeg ved i hvert fald at jeg havde travlt. Rigtigt travlt. Minimum 70 arbejdstimer på en normal uge – hvis det endda kan gøre det.
Jeg skar bare ned på timerne til søvn. Og vænnede mig til det. Og det er ikke en klagesang. For jeg kunne faktisk i virkeligheden rigtigt godt lide det.
At have travlt.
Og stadig være en mor, der bagte boller, tog i skoven og var med til alle møder og lavede mad fra bunden hver dag.
Jeg lyttede bare ikke til stemmen.
Jeg nægtede at skrue ned for tempoet!
For det var jo ikke nødvendigt. Jeg klarede det jo sagtens. Hver dag. Så det var ikke noget problem. Det føltes ikke som et problem. Det føltes rigtigt. Og hvis nogen havde sagt til mig jeg skulle skrue ned, så havde jeg bare rystet på hovedet.
Men.
Det er ganske vist ikke dér, lykken ligger.
Der, hvor du slapper af ude i fremtiden engang først.
Dér, hvor du bruger hele livet på at vente - vente til du synes, du engang har tid.
Lykken ligger ikke dér...!
Dér, hvor du, når du har et stille øjeblik fanger dig selv siddende og stirre ud af vinduet - kun ganske sløret lige høre hvad der bliver sagt omkring dig - mens du et splitsekund drømmer dig væk til noget, der er dybere, mere lykkeligt, mere levende.
Det er ikke dér, lykken ligger.
I ventetiden.
Heller ikke selvom du i dagligdagen er glad nok.
Fordi, det er dér, du snyder dig selv allermest. Og tror du har styr på dit shit.
Og fylder alle minutter med gøren.
Igen og igen.
Indtil kroppen begynder at sige fra.
For når stemmen indeni taler til dig, så ved du det i virkeligheden godt allerede jo, ik?
Og så er det faktisk værd at stoppe op og lytte til den!
Den der indre stemme.
Det dur ikke, at vi altid skubber livet frem foran os. Ligesom en kasse af guld, du skubber og maser for at få til at rykke sig fremad. Knokler, arrangerer, indretter.
Altid lige en armlængde foran dig – lige indenfor rækkevidde, og alligevel altid præcist langt nok væk til ikke at være en del af din hverdag.
For livet er nu.
Lige nu.
I dette nu.
Din virkelighed.
Dit liv.
Din nydelse.
Din lykke.
Kender du det…?
Opdagelsen af, at du er blevet super dygtig til at finde på undskyldninger, der hele tiden afholder dig fra at stoppe op? Lige nu. I dag.
Sådan rigtigt?
Og mærke efter.
Og turde tage en beslutning om at i dag rent faktisk er bedre end i morgen…?
Når du opdager at du gik fra stjernestøv til fuser, og alle dine drømme brast. Længe før de overhovedet blev vakt til live. Fordi du havde travlt med at drøne rundt og arrangerer og arbejde og knokle og gøre…
Og der pludselig gik 10 år eller mere…..?
Kender du det….?
At der stille og roligt er begyndt at gå så mange år at stemmen indeni begynder at sige ting som:
”Nå, men nu er tiden alligevel suset så meget afsted, så det kan sagtens vente lidt endnu. Og jeg har det jo egentligt meget godt. Og hvem kan da egentlig også tillade sig at have den slags drømme. Måske de drømme slet ikke er mine jo…”.
Men ved du hvad…?
Når du opdager at det er det, der er sket – og du bare tør indrømme det. Indrømme det overfor dig selv, at det er sådan, det er.
Altså bare sådan Lige nu.
Så åbner der sig en ny brise af stjernestøv i dig og dine celler – og herfra kan du altid vælge at starte på en frisk.
Altid begynde en ny dag som et nyt menneske.
Med nye drømme.
Eller gå efter de samme drømme.
Altid give dig selv lov til at have ret til ægte lykke.
Fordi du fortjener det.
Intet andet.
Du skal aldrig gøre noget særligt, for rent faktisk at fortjene at leve eventyr og glæde og kærlighed og bobler af lykke.
Det er nok at du bare er til.
Bare fordi, du er.
Det eneste det kræver er, at du gør det.
Beslutter dig.
Beslutter dig for at du aldrig nogensinde kan ende som en fuser.
Fordi du er skabt ganske særligt.
Og du kan tage en modig indånding.
Og puste liv i dit eget smukke stjernestøv. Igen.
Fordi det altid ligger lige der – indeni dig – og bare venter…