”YOGA…?!!! NO WAY! JEG ER JO STIV SOM ET BRÆT..!”

Måske du kan genkende dig selv i denne..!

Det er en sætning, jeg selv har brugt og hørt rigtigt mange gange.

Det er sådan, det starter for rigtigt mange.

Vi, som ikke har prøvet yoga før og for hvem yoga er noget gymnastikagtigt noget.

Faktisk var det lige præcis sådan, det hele startede for langt mere end et årti siden for mig. Jeg blev inviteret til en venindeaften med yoga, i en kold hal med masser af smukke kvinder, der bare havde gået til yoga i hele deres liv. Troede jeg.

Jeg var forudindtaget. Fordømmende. Følte ubehag.

Og sikken et første møde med yogaen.

Jeg var stiv som et bræt!

Tankerne kørte på højtryk, fordi det var mig komplet umuligt at nå ud i de umenneskelige stillinger, der blev instrueret i. Langt størstedelen af timen var jeg mere tilstede på de andre deltageres måtte end på min egen. Mine tanker fløj rundt i lokalet. Sammenlignede mig selv, og tænkte kun på ikke at se fjollet ud.

Fordi, det var dét, der var vigtigst. 

Dengang.

Hvad de andre tænkte. Det hele gik op i præstation og perfekthed. Det var ikke engang noget, jeg gjorde bevidst. Det var bare blevet sådan en måde at være på i livet. Altid sørge for at der ikke var en finger at sætte på nogen steder. Fordi kærlighed jo så kunne forsvinde.

Og ”Gud, hvor er det pinligt” at være så ualmindeligt usmidig og fuldstændig disfunktionel i forhold til bare det, at nå ned til sine egne fødder!

”Og holy smokes, det må jo være min krop, der er fuldstændig forkert, for instruktøren og de andre ser jo ligefrem ud til at nyde det. De er mærkelige, akrobatiske, bedre. Det der yoga, det er altså ikke noget for mig…!”

Kender du dét?

Når tankerne kører derudaf, og du synes at du er helt forkert og du sammenligner dig selv med de andre og konkluderer, at du nok bare ikke er god til noget? Og vender tilbage til dét, du plejer at gøre? Samtidig med at du liige for sneget en lille dømmende tanke eller holdning med ind overfor det, du ikke forstår eller synes godt om? Fordi du ikke ved, hvad du ellers skal stille op. Måske det bare er blevet en vane at tænke sådan. Du tænker slet ikke over at du tænker sådan. Og hvis du var klar over det, så ville du nok egentligt lave det om.

Den yogatime blev til en pause fra yoga på nogle år. Et vigtigt, vigtigt minde skulle det senere vise sig. Fordi intet er tilfældigt. Men. Det blev sat på pause, fordi jeg simpelthen følte mig som en idiot, imens jeg var med til de gymnastikøvelser. Jeg havde slet ikke forstået det hele. Og i den der uundgåelige realitet af at jeg var stiv som et bræt, så glemte jeg alt om yogaen igen.

En i en god rum tid. Og så gav jeg det en chance til. Med en ny flok veninder, i en ny hal. Et sted i Jylland. Fordi det blev moderne. At gå til yoga. Og være smidig og trække vejret. Og så måtte vi jo på den igen. For at være med på moden.

Og ved du hvad? 

Det var sgi’ samme oplevelse én gang til…!

Jeg kunne stadig ikke finde ud af det. Jeg var stadig stiv som et bræt. Og fuldstændig til grin. Sådan føltes det ihvertfald. Indeni. Helt og aldeles fokuseret på ALT det, jeg ikke kunne finde ud af. Stadigt samme tankegang. Stadigt samme tilgang. Intet nyt at opdage.

Og jeg bemærkede det ikke engang. At jeg lå der, fuldstændig fordrejet og viklet ind i egne arme og ben og kun tænkte på, hvor dårlig jeg i virkeligheden var til dét, jeg var i gang med. Jeg opdagede slet ikke, hvor ondskabsfuldt jeg talte til mig selv og den andre omkring mig. Indeni.

”Min krop er ikke beregnet til yoga” – det blev slutkommentaren. ”Glimmer på og op på hylden”, som en hvis Hella Joof ville sige. Så har jeg da i det mindste prøvet og kan tale med. Og tale ned… fordi det simpelthen ikke er for normale mennesker. Det dér yoga. Det er kun for en helt bestemt type af mennesker, der er overdrevet elastiske og alt, alt for sunde og hysterisk.

Det var min første oplevelse med yogaen. Fra første gang og frem til jeg opdagede, hvad yoga er og kan.... der gik der næsten 2 årtier...!

Kender du det…? 

Når der er noget i dig, der skaber modstand? 

Noget, der gør at du synes nogen er irriterende?

Nogen, der er irriterende, fordi de ikke gør eller tænker eller mener det samme som dig?

Nogen, der er irriterende gode til at se lækre ud i en krævende yogastilling?

Kender du den der stemme, der siger indeni i dig ”Ja ja, det er godt med dig, kammerat! Det kan du jo sagtens sige og gøre; du aner ikke en prutfidus om hvordan det er at være mig!” Og min krop kan ikke dét der…! Og lad nu vær med at være så dygtig, altså!"

Kender du det…?

Når du får afvist noget og nægtet det adgang til dit liv, sådan nærmest allerede inden det overhovedet får lov at komme ind? Fordi det skaber modstand? Fordi det skaber friktion?

Først år senere i mit møde med genoptræning efter en meget voldsom rygskade opdagede jeg, at de der øvelser, jeg måtte lave stille og roligt hver eneste dag for at komme tilbage til bare dét, at kunne gå, de mindede meget om blide fysiske yogaøvelser. Først lige dér. Midt i netop de øvelser, jeg blev bedt om at lave for at passe allermest på mig selv. Lige dér opdagede jeg at yoga handler om noget helt andet. Om noget, der ligger så uendeligt langt fra dét, at skulle kunne og være det samme som alle de andre.

Først lige dér, opdagede jeg at yogaen allermindst inviterer ind i at kunne det samme som ham eller hende på nabomåtten. Først dér, hvor jeg var tvunget til at lytte til min egen krop. Lytte indad. Og bevæge mig utroligt omsorgsfuldt og langsomt.

Først dér forstod jeg noget nyt, og blev nysgerrig. 

I det tempo min krop satte for dagen.

Dér, opdagede jeg at yogaen var min vej ind…så jeg bedre kunne finde ud.

Og så drog jeg ud i verden på uddannelse i mindfulness og yoga. Dykkede dybt ned i forståelse af krop, sind og ånd. Fandt ind til det spirituelle, det nærværende. Kastede mig over kvantefysikken og epigenetik. Låste op for pyramidekoder og dermed adgang til dybere lag af visdom og hukommelse. Fordi det er den slags, der sker, når vi giver os selv lov til at være nærværende og vågne.

Mahalo - Vi bevæger hinanden hjem!