”Yoga…?!!! Du må da være sindssyg – jeg er jo stiv som et bræt..!”

Planke.jpg

Kan du genkende dig selv i denne? 

Det kan jeg…!

Faktisk var det lige præcis sådan, det hele startede for endda en del år siden.

Med en prøvetime.  Sammen med en veninde. Et sted i Jylland. Og lige her – her stiftede jeg mit første bekendtskab med yoga. I en kold hal, hvor der var godt med plads til udvikling og forbedring i forhold til at skabe en varm stemning. Sammen med en masse mennesker, jeg aldrig havde mødt før. 

Langt fra hjemmebanen. Langt væk fra de forventninger, jeg havde med.

Og sikken et møde.

Jeg var stiv som et bræt!

Tankerne kørte på højtryk, fordi det var mig komplet umuligt at nå ud i de umenneskelige stillinger, der blev instrueret i. Langt størstedelen af timen var jeg mere på de andre deltageres måtte end på min egen. 

Fordi, det var dét, der var vigtigst. 

Dengang.

Hvad de andre tænkte. 

Og ”Gud, hvor er det pinligt” at være så ualmindeligt usmidig og fuldstændig disfunktionel i forhold til bare det, at nå ned til sine egne fødder.

”Og holy smokes, det må jo være fordi min krop er fuldstændig forkert, for instruktøren og de andre ser jo ligefrem ud til at nyde det – de er mærkelige… det der yoga, det er ikke noget for mig…!”

Kender du dét?

Når tankerne kører derudaf, og du synes at du er helt forkert og du sammenligner dig selv med de andre og konkluderer, at du nok bare er bedre til noget andet? Og vender tilbage til dét, du plejer at gøre ? Samtidig med at du liige for sneget en lille dømmende tanke eller holdning med ind til dét, der ikke får dig til at føle dig godt tilpas?

Den yogatime blev til en pause på nogle år. Væk fra yoga. Og den der uundgåelige realitet af at jeg var stiv som et bræt. Og så gav jeg det en chance til. Med en anden veninde. I en ny hal. Et sted i Jylland. Fordi det blev moderne. At gå til yoga. Og være smidig og trække vejret. 

Og ved du hvad? 

Det var sgu’ samme oplevelse én gang til…!

Jeg kunne stadig ikke finde ud af det. Jeg var stadig stiv som et bræt. Og fuldstændig til grin. Sådan føltes det ihvertfald. Indeni. Helt og aldeles fokuseret på ALT det, jeg ikke kunne finde ud af i netop den time. I denne nye hal.

Og jeg opdagede det ikke engang. At jeg lå der, fuldstædig fordrejet og viklet ind i egne arme og ben og kun tænkte på, hvor dårlig jeg i virkeligheden var til dét, jeg var i gang med.  

”Min krop er ikke beregnet til yoga” – det blev slutkommentaren indeni. ”Glimmer på og op på hylden”, som en hvis Hella Joof ville sige. Så har jeg da i det mindste prøvet og kan tale med. Og tale ned… fordi det simpelthen ikke er for normale mennesker. Det der yoga.

Kender du det…? 

Når der er noget i dig, der skaber modstand? 

Noget, der gør at du synes nogen er irriterende?

Nogen, der er irriterende, fordi de ikke gør eller tænker eller mener det samme som dig?

Nogen, der er irriterende gode til at se lækre ud i en krævende yogastilling?

Kender du den der stemme, der siger indeni i dig ”Ja ja, det er godt med dig, kammerat! Det kan du jo sagtens sige og gøre; du aner ikke en prutfidus om hvordan det er at være mig!” Og mi krop kan ikke dét der…!

Kender du det…?

Når du får afvist noget og nægtet det adgang til dit liv, sådan nærmest allerede inden det overhovedet fik lov at komme ind? Fordi det skaber modstand? Fordi det skaber friktion ?

Først år senere i mit møde med genoptræning efter en noget voldsom rygskade opdagede jeg, at de der øvelser, jeg måtte lave stille og roligt hver eneste dag for at komme tilbage til bare dét, at kunne gå. Først lige dér, i lige netop de øvelser, jeg blev bedt om at lave for at passe allermest på mig selv. Lige dér opdagede jeg at yoga handler om noget helt andet. Om noget, der ligger så langt fra dét, at skulle kunne det samme som de andre.

Først lige dér, opdagede jeg at yogaen allermindst inviterer ind i at kunne det samme som ham eller hende på nabomåtten. Først dér, hvor jeg var tvunget til at lytte til min egen krop. 

Og gå stille og roligt frem. 

I det tempo MIN krop satte for dagen. Først lige dér, opdagede jeg det…

At yoga var min vej ind…

Så jeg bedre kunne finde ud..!

2 kommentarer

Yoga blev også først noget der "talte" til mig, da jeg på et kursus lavede yoga i et utroligt langsomt tempo. Det langsomme tempo gjorde, at jeg fik tid til at mærke min krop og hvad den havde brug for. Når tempoet er roligt, kan jeg opbygge i stedet for, at overbelaste. Jeg har oplevet, at jeg med blide former for yoga, bedre kan acceptere mine skavanker/smerten. Når jeg har mange smerter er restorative yoga øvelser det bedste til få mig til, at slappe af. Jeg oplever desuden, at hvis jeg mediterer efter jeg har dyrket yoga, er mine tanker mere i ro og jeg kan derfor bedre være tilstede i nuet. 

Læs mere
Læs mindre

Hvor er det dejlig læsning Nana Marie - af hjertet TAK for deling. Og det er nemlig SÅ rigtigt, det du nøjagtigt beskriver: "at få tid til at mærke min krop og hvad den har brug for". Fordi det er når vi tør slippe tanken om at skulle præstere. Slippe tanken om at skulle gøre noget specifikt for at have en værdi som menneske....at vi får åbnet for nye døre ind til det unikke, vi selv har indeni. Jeg er så glad på dine vejne over at du opdagede det smukke i langsommeligheden. Jeg ønsker mig for dig at du slår flere og flere revner ind til farven indeni ;)

Læs mere
Læs mindre